At kontemporær og seriøs, dansksproget sangskrivning trækker på mange hamler, og at der er mange måder at administrere arven fra det bedste af 1970’ernes singer/songwriter-praksis på bliver meget evident, når man sammenligner eksempelvis Nios nye udgivelse med Olesen-Olesens seneste eller med Thomas Mannsfeldts Dukkerne; én af sidste års væsentligste danske udgivelser, der tager fat hvor Sebastian slap. Ivan Nio trådte egentlig sine kunstneriske barnesko i 80’er-foretagendet Avantgarde de Luxe, men synes på nærværende udgivelse primært at være forankret i ældre folk-rock, dansk såvel som amerikansk; fra Benny Holst til Bob Dylan, over Jan Toftlund til J.J. Cale. Teksterne kommer vidt omkring i dagens Danmark, fra trafikdrab, kulturkamp og Irakkrig til det, man engang kaldte ligusterfascisme, mordet på den italienske turist Antonio Curra på Nørrebro forrige år, TV, integration og meget andet. Nio tager munden fuld og vil både være traditionalist, samfundsrevser, satiriker og ordekvilibrist – og slipper faktisk forbløffende heldigt af sted med det. Blandt andet fordi samtidskommentaren er sympatisk og befriende udogmatisk, og fordi produktion, melodier og udførelse er smagfuldt underspillet – lo-fi hedder det vist i dag – som J.J. Cale på Nørrebro, hvis De forstår hvad jeg mener. ”Alle små engle” er Nios bud på en Dylan-sang, komplet med Daniel Lanois-inspireret produktion og poetisk-profetiske aspirationer - ”Alt skifter pladser, det er forandringens vind / mens alle små engle sover ind” – mens en sang som ”Lysene brænder ud” kunne lyde som en tidlig Holst/Dissing-kollaboration. Alle paralleller til trods er Nios sangskrivning dog svært sammenlignelig med nogen af de nævnte, eller nogen andre for den sags skyld, fordi den på en særegen måde balancerer mellem på den ene side momenter af ubestridelig visdom og skønhed og på den anden side en banalitet og konkretion. Heller ikke alle de mnge ordspil (”Und-skabelsens akse”, ”Penta-Gun”) og referencer – fra Shakespeare til Skousen – fungerer lige godt, og det demonstreres som så ofte før, at samtidskommentar og poesi kan være vanskeligt forenelige størrelser, fordi det aktuelle og det tidløse i sagens natur ikke altid konvergerer.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at pladen er et sympatisk bekendtskab der, hvor teksterne stedvis ikke formår at holde det generelt høje og begavede niveau, reddes af den smagfulde instrumentering og produktion. Det er støvet, det her. Og vel at mærke ikke støvet i betydningen bedaget, museumsstøvet, men snarere støvet som en mellemting mellem Mohave-ørkenen og Assistensen på en sommerdag. Støvet på den rustikke måde, og nærværet er totalt takket være den nådesløse produktion, der giver fornemmelse af at kunne høre en knappenål ramme gulvet, eller glassene klirre som i den skarpe ”Und-skabelsens akse”, hvor Nio er krediteret for at spille på hullemaskine og nøgler foruden guitar. Sangene er på én gang observerende og deltagende, aldrig virkelig distancerede, og på samme tid meget danske og temmelig amerikanske i deres udtryk. En kende ensformigt i længden efter nogens smag måske, men under alle omstændigheder absolut et kvalificeret, smagfuldt og reflekteret indspil på den hjemlige singer/songwriter-scene.
Espen Strunk: Geiger
MODERNE PROTESTSANGER ..Ivan Nio har leveret et album med stærkt samfundskritiske tekster
Hvis man er tilhænger af mainstream-pop behageligt frigjort for holdninger og med et fængende refræn og en pågående lydside, så skal man holde sig langt væk fra Ivan Nio´s ”Storke-Stygge Springvand”
Hvis man derimod kan klare en gang langsom afdæmpet blues med stærkt politiske og samfundskritiske tekster, så skal man investere i albummet.
HØJ KVALITET..Hvis de fandtes et musikalsk lix-tal, så ville Ivan Nio´s ”Storke-Stygge Springvand” sætte nye rekorder. Det er bestemt ikke lettilgængeligt materiale,- men det har høj kvalitet.
Først og fremmest er det en digtsamling. Det er Ivan Nio´s ubarmhjertigt ærlige udlægning af den verden, vi alle færdes i.
Og det er måske først og fremmest en skildring af, hvordan vi agerer i den verden. Naturligvis set gennem Ivan Nio´s briller, og lad det være sagt. De er ikke helt upartiske. For eksempel forklarer han om nummeret ”Und-Skabelsens Akse” at begrebet er inspireret af George W Bush Og Anders Fogh Rasmussens umådelige kreativitet, historie, og verdenssyn.
NØGLER OG HULMASKINE.. Musikalsk er albummet meget afdæmpet, og Ivan Nio spiller selv på de fleste instrumenter, heriblandt nøgler og hulmaskine, men også på hjemmebyggede guitarer og basser.
STEMMEN BÆRER..Det er Ivan Nio´s stemme der bærer albummets lydside, og den er dyb, drævende og langsom, og nærmest manende rolig. Musikalsk leger han med utraditionelle instrumenter og slipper gækken løs i slutningen af numrene som en art fonetisk punktum. Men ellers har musikken karakter af understregende baggrundsmusik.
Med sin klare og poetiske politiske stillingtagen, melder Ivan Nio sig som moderne protestsanger. Men han når nok ikke nogen som ikke i forvejen er enig med ham.
Christian Dahl: Kalundborg Folkeblad |
